Det er vigtigt at tjekke og rette forskudsopgørelsen, hvis der er sket store ændringer.
Det er vigtigt at tjekke og rette forskudsopgørelsen, hvis der er sket store ændringer. Foto: Shutterstock
20. oktober 2021

Du kan tjekke din forskudsopgørelse for 2022 fra 20. november

Dine oplysninger om fradrag og trækprocent vil fremgå af forskudsopgørelsen i din skattemappe i Tast-Selv, og din arbejdsgiver får oplysningerne automatisk, digitalt.

SKAT lukker op for din forskudsopgørelse 20. november. Det er en god ide at tjekke den, især hvis der er sket ændringer i dit arbejds- eller privatliv, som SKAT ikke kan vide noget om. Det kan for eksempel være, at du har skiftet job, er på barsel, er gået på pension, har købt hus eller er blevet skilt. Hvis du tjekker og ændrer i forskudsopgørelsen, så kan SKAT bedre beregne din skat for 2022 på et realistisk grundlag.

Hvad er en forskudsopgørelse?
- En forskudsopgørelse er en oversigt over alt det, der har betydning for, hvor meget du skal betale i skat næste år. Det, der påvirker din skat, er blandt andet din indkomst og dine fradrag, siger lønkonsulent i Serviceforbundet Allan Schlundt.

- Hvis SKAT har korrekte oplysninger for næste år, vil din årsopgørelse året efter passe nogenlunde, så du enten kun skal betale et mindre restbeløb eller have lidt penge tilbage. Ved du, at der sker større ændringer næste år, skal du ind og rette i din forskudsopgørelse, så du ikke skal betale mange penge tilbage. Du kan i øvrigt rette i løbet af året, hvis din situation pludselig ændrer sig.

Hvor finder jeg min forskudsopgørelse?
- Du får besked i din e-Boks om, at din forskudsopgørelse er åben for Tast Selv. Men ellers kan du gå ind på skat.dk og finde den. Du logger ind med NemID eller det nye MitID.

- Husk i øvrigt, at forskudsopgørelsen skuer fremad, og årsopgørelsen ser tilbage. Årsopgørelsen får du i marts, og det er den opgørelse, der viser, hvor meget du har betalt i skat året før, og hvor meget du skulle have betalt. Og så får du enten penge tilbage eller skal betale.

Meget er udfyldt på forhånd i forskudsopgørelsen
- Når du åbner din forskudsopgørelse, har SKAT udfyldt en masse for dig. De udfyldte rubrikker ligger primært i den første del af forskudsopgørelsen. Her kan du se alle de oplysninger, SKAT har. Du bør tjekke, om de er korrekte, siger Allan Schlundt.

- SKAT bruger oplysninger fra dette år til at beregne dine indtægter og fradrag for næste år. Du skal derfor sørge for at rette, hvis du forventer, at din indkomst stiger eller falder meget, hvis der sker store ændringer i dine fradrag, eller hvis der sker helt nye ting i dit liv som for eksempel efterløn, pension, skilsmisse, nyt job, overgang til løn fra SU osv.

Du kan tjekke og ændre
Hver rubrik på forskudsopgørelsen har et emne og nummer. Ud for hvert nummer er der et spørgsmålstegn. Når du peger på det, får du en forklaring på rubrikken.

- På din forskudsopgørelse har SKAT - på baggrund af din årsopgørelse fra sidste år - typisk sat tal ind i de rubrikker, der handler om din løn, dine renteindtægter og -udgifter, betaling til pensionsordninger, a-kasse og fagforening, siger Allan Schlundt.

- Andre vigtige rubrikker kan være kørselsfradrag og rejseudgifter. Hvis du er skilt, skal du måske betale eller modtage børnebidrag eller underholdsbidrag. Er du ledig eller i fleksjob, er det de rubrikker, du skal tjekke. Og hvis du er på efterløn eller pension, er der rubrikker til det. 

Du kan sætte dine fradrag ned i stedet for at sætte din trækprocent op
Du kan bede din arbejdsgiver om at sætte din trækprocent op for at få penge tilbage, når årsopgørelsen kommer i marts næste år.

- Det er ofte bedre at ændre dine fradrag og sætte dem ned, for eksempel rentefradrag eller kørselsfradrag, for at betale mere skat i løbet af året og mindske sandsynligheden for at skulle betale penge tilbage, når året er gået, forklarer Allan Schlundt.

Tjekliste til forskudsopgørelsen

Du skal især tjekke og rette din forskudsopgørelse, hvis du næste år

  • går op eller ned i løn
  • holder op med at arbejde
  • bliver pensionist eller efterlønsmodtager
  • begynder eller stopper med at få SU
  • får store ændringer i renteudgifter og -indtægter
  • køber eller sælger bolig
  • starter egen virksomhed
  • bliver gift eller skilt
  • får kortere eller længere til arbejdet, så det påvirker kørselsfradraget
  • får mere hjemmearbejde, så det påvirker kørselsfradraget
  • lejer din bil, bolig eller anden ejendom ud