Per Rønne og Martin Nielson
Per Rønne og Martin Nielson. Foto: VSL
10. september 2021

VSL-medlem vinder i Landsretten

Efter et fald på en isglat belægning måtte Per Rønne have fagforeningens hjælp. Hans ulykke viser, at dokumentation og korrekt sagsbehandling fra starten er afgørende for en arbejdsskadesag. Men det er også historien om ikke at give op, selv om man løber panden mod en mur, og sagen havner både i byret og i landsret.

Da Per Rønne 27. december 2014 stiger ud af sin vagtbil ved DTU for at gå sin vagtrunde, aner han ikke, at han om få øjeblikke får ændret sit liv. Men på et sekund vender Pers liv 180 grader.

Der er spejlglat, og Per ryger baglæns og slår ryg, skulder og hoved. En kollega kommer til hjælp. Han er selv ved at falde, men får samlet Per op og kørt ham til skadestuen. Vagtlederen vil senere køre Pers bil væk, men opgiver, fordi der er for glat. 

I dag er Per førtidspensionist. Han kan ikke arbejde, fordi faldet har medført en diskoprolaps med flere forgæves operationer. Hans arbejdsskadesag er endelig afgjort, og han har fået godtgørelse for mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Per Rønne har sammen med VSL og Serviceforbundet kæmpet en lang og sej kamp. Arbejdsskadesagen har trukket ud, men faktisk har Per og hans kolleger gjort alt rigtigt. Det samme kan man ikke sige om skadestuen og hospitalsvæsenet. Dertil kommer, at DTU længe nægtede at anerkende sit ansvar, og at DTU’s forsikringsselskab også ankede.

Afgørende fejl på skadestuen
Da Per kommer på skadestuen den 27. december, er fokus rettet mod en mulig hovedskade, selv om Per siger, at han er faldet ned på ryggen. Han bliver sendt hjem med en folder om hjernerystelse.

- Skadestuenotatet er mangelfuldt, fordi det ikke indeholder den voldsomme påvirkning af ryggen. Det er en afgørende fejl og giver problemer i den senere behandling af arbejdsskadesagen. Det er svært i en sådan chokerende situation at tænke klart, men det er meget vigtigt, at alt er medtaget i skadestuenotatet. For der kan være skader, som først viser sig efterfølgende, forklarer Martin Nielson, der er arbejdsmiljøkonsulent hos VSL.

- Heldigvis fortæller Per sin leder og kolleger, at han har slået sin ryg meget og har mange smerter. Og i arbejdsgiverens anmeldelse af arbejdsulykken står der, at Per har slået ryggen og hovedet voldsomt ned i flisebelægningen. Det får stor betydning for arbejdsskadesagen, at rygskaden bliver anmeldt af arbejdsgiveren, selv om den ikke er med i skadestuens notat.

Fejl i journal skabte problemer
­Per forsøger at genoptage arbejdet og humper rundt på fuld dosis smertestillende. Men det ender med en sygemelding og en afskedigelse med baggrund i det lange sygefravær og uden udsigt til at vende tilbage til jobbet.

- Per Rønne har gjort alt, hvad der kan forventes af et menneske i denne situation. Han opsøgte straks skadestue. Han oplyste straks sin arbejdsgiver om, at han havde slået ryg og hoved. Han opsøgte senere egen læge. Alligevel tog det lang tid at få anerkendt arbejdsskaden, blandt andet på grund af en fejl i Pers journal, forklarer Martin Nielson.

Pers egen læge havde fejlagtigt noteret rygproblemer i forbindelse med Per Rønnes arbejde som smed mange år tidligere. Og en sådan oplysning kan påvirke vurderingen af arbejdsskadesagen, som netop handlede om Pers ryg. Den forkerte oplysning cirkulerer rundt i systemet, indtil fejlen bliver rettet af Pers læge. 

DTU ville ikke påtage sig et ansvar
DTU hævder, at de havde sørget for, at der ikke var glat, men det passer ikke. Kollegerne kan bekræfte, at der var meget glat, hvor Per var faldet.

- Jeg kontaktede DMI, som oplyste, at det havde sneet i dagene op til den 27. december. Når sneen smelter om dagen, kan det blive til is om aftenen og natten. Så det var meget sandsynligt, at der var isglat foran DTU, siger Martin Nielsson.

Senere, da Ankestyrelsen har givet Per medhold i, at DTU ikke havde sørget for rydning af sne og is, klager DTU’s forsikringsskab Codan og vil ikke betale, og så må sagen igen en tur i Ankestyrelsen, som igen giver Per medhold.   

Per vinder i Østre Landsret
Men det er ikke slut endnu. Først kommer sagen om erstatningsansvaret i byretten, som finder DTU ansvarlig for mangelfuld glatførebekæmpelse og dermed ansvarlig for Pers ulykke og efterfølgende diskusprolaps.

DTU anker dommen. Men 31. maj 2021 stadfæster Østre Landsret dommen fra Lyngby byret, hvor DTU blev fundet ansvarlig for mangelfuld glatførebekæmpelse. Landsretten vurderer, at der var årsagssammenhæng mellem faldet og den senere konstaterede diskusprolaps.

Dermed er sagen endelig slut.

Det er hårdt at vente på afgørelse
- Jeg kommer aldrig til at arbejde mere. Jeg har været opereret 3 gange, og hver dag må jeg tage smertestillende medicin, siger Per Rønne.

Han er glad for, at han er medlem af VSL, for ellers havde han aldrig fået anerkendt arbejdsskaden og fået godtgørelse og erstatning.

- Det er hårdt at vente så mange år på at få en endelig afgørelse. Men sådan er systemet, og jeg kunne aldrig have klaret det uden fagforeningens hjælp. Man har ingen chance for selv at gennemskue reglerne, og jeg ville slet ikke have haft overskud til at stå med det alene. Martin, Alan og advokaten har virkelig skulle arbejde hårdt for, at vi kunne vinde sagen, siger Per Rønne.  

Derfor tager en arbejdsskadesag lang tid
- Per Rønnes arbejdsskadesag er et godt eksempel på, hvorfor en arbejdsskadesag kan trække ud, hvorfor det er vigtigt at have sin fagforening til at hjælpe, og hvorfor det er nødvendigt at holde ud og ikke give op, siger Alan Winther, der er socialrådgiver i Serviceforbundet.

Der er grundlæggende 3 faser i en arbejdsskadesag:

  • Anerkendelse af ulykken som en arbejdsskade. Det er forudsætningen for at få godtgørelse og erstatning
  • Fastsættelse af godtgørelse for mén
  • Fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne

- I dette forløb er der en række mellemregninger, undersøgelser og ankemuligheder, så det er helt normalt, at en arbejdsskadesag strækker sig over flere år. Men Pers sag har været urimelig lang, siger Alan Winther.

Læs mere om arbejdsskader

Sådan har sagsforløbet været

Forløbet kan i grove stræk skitseret sådan her:

  • 27. april 2014: Per Rønne kommer alvorligt til skade ved DTU og kommer på skadestuen
  • 29. april 2014: Arbejdsgiveren anmelder arbejdsulykken til arbejdsskadeforsikringen
  • 1. maj 2017: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) afviser at anerkende ulykken som en arbejdsskade
  • 30. juni 2017: VSL klager til Ankestyrelsen over AES’ afvisning
  • 20. december 2018: Ankestyrelsen afgør, at AES skal behandle spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden igen
  • 6. november 2019: AES anerkender arbejdsskaden med en méngrad på 18 procent
  • 3. december 2019: Codan, som er DTU’s forsikringsselskab, anker afgørelsen til Ankestyrelsen
  • 6. juli 2020: Ankestyrelsen stadfæster AES’ afgørelse om 18 procent mén. Det udløser et engangsbeløb til Per 
  • 21. september 2020: AES afgør, at Pers tab af erhvervsevne er på 90 procent, og han får en erstatning i form af et månedligt beløb fra den 28. maj 2019.
  • 26. august 2019 Byretten behandler spørgsmålet om DTU´s erstatningsansvar
  • 31. maj 2021: Landsretten stadfæster byrettens dom om, at DTU er ansvarlig for Pers ulykke

Myndigheder og instanser, som har været involveret

Der er mange involverede i en arbejdsskadesag. I Per Rønnes sag var det følgende:

  • Skadestue
  • Egen læge
  • Arbejdstilsynet
  • Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som er en sammenlægning af det tidligere Arbejdsskadestyrelsen og dele af det tidligere Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
  • Retslægerådet
  • Ankestyrelsen
  • Byretten
  • Landsretten
  • Arbejdsgiver
  • DTU
  • Codan
  • Advokatfirma
  • VSL og Serviceforbundet