ESL’s nye daglige ledelse: Formand Michael Bovbjerg Hansen og næstformand Bettina Flittner.
ESL’s nye daglige ledelse: Formand Michael Bovbjerg Hansen og næstformand Bettina Flittner.
21. november 2022

Michael og Bettina er ny daglig ledelse i ESL

Michael Bovbjerg Hansen blev valgt som ny formand for ESL og Bettina Flittner som næstformand.

Lørdag den 29. oktober 2022 holdt ESL ekstraordinært delegeretmøde på Nyborg Strand, hvor der skulle vælges ny formand, da tidligere formand Peter Johansen var stoppet 31. august 2022.
  

Michael Bovbjerg Hansen blev valgt som næstformand på delegeretmødet i 2019. Da han nu blev valgt som formand, skulle der vælges en ny næstformand. Bettina Flittner blev valgt.

”Uddannelse af både medlemmer og tillidsvalgte har høj prioritet. Organisering og medlemsfastholdelse vil også være nogle af vores fokuspunkter,” fortæller den nye formand Michael Bovbjerg Hansen.

”Som ny daglig ledelse vil vi også gerne stå for en god service til vores afdelinger og medlemmer,” siger næstformand Bettina Flittner, ”og vi er altid åbne for henvendelser”.

Den nye ledelse fortæller:
”I foråret skal vores overenskomster fornys. Det betyder, at vi snart skal i gang med at forhandle, og forberedelserne er allerede gået i gang. Vi håber, at flere ude på arbejdspladserne bliver opmærksomme på, hvor vigtigt det er at være medlem af den fagforening, der har overenskomsten med arbejdsgiveren, så man i fællesskab står stærkt i forhandlingerne.”

Erfarne kræfter
Det er et erfarent hold, som nu skal stå i spidsen for ESL.

Michael Bovbjerg Hansen har en baggrund som ejendomsfunktionær og tillidsrepræsentant i KAB. Han har også i mange år været faglig sekretær og næstformand i afdelingen København. 

Bettina Flittner er uddannet jurist og advokat. Hun har tidligere været næstformand i ESL og næstformand i Serviceforbundet.

Selvstændigt forbund og nyt navn
2023 bliver et travlt år for ESL.

Ikke mindst på grund af de kommende overenskomstforhandlinger, men det skyldes også forberedelsen til at blive et selvstændigt forbund.

”Vi går en travl og spændende tid i møde,” siger den nyvalgte formand Michael Bovbjerg Hansen. ”Vi er allerede godt i gang med at forberede, at ESL skal forlade Serviceforbundet 1. januar 2024 for at blive et selvstændigt forbund under FH.

Forbundets nye navn er Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landsforbund. Forkortelsen er stadig ESL. Vi arbejder på en ny hjemmeside, som vi forventer er færdig i slutningen af året”.