Omar arbejder nu 10 timer om ugen.
Omar arbejder nu 10 timer om ugen.
21. oktober 2022

Omar var ved at give op. Fik hjælp til fastholdelsesfleksjob

Han havde kæmpet med smerter og træthed i flere år og var ved at kaste håndklædet i ringen. Nu har Omar fået fastholdelsesfleksjob, og det er en kæmpe lettelse.

Dag efter dag slæbte han sig afsted på arbejde med voldsomme smerter i ryggen og en overvældende træthed. Abdulkadir Omar, der af de fleste blot kaldes Omar, anede ikke sine levende råd. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, og han måtte bare bide tænderne sammen og kæmpe videre.

- Det var først anden gang, de MR skannede mig, at de fandt ud af, at jeg har rygsøjlegigt. Men der gik lang tid, og i mellemtiden nåede sygdommen at blive rigtig slem, fortæller den 34-årige ejendomsfunktionær fra Aarhus.

Der findes ingen kur mod rygsøjlegigt, og man kan kun bremse udviklingen. Men skaden var sket, medicinen fjernede ikke smerterne og trætheden, og Omar blev mere og mere frustreret.

- Jeg røg ned i et hul og blev mere og mere stresset, siger han.

En dag blev det hele for meget, og Omar følte, at han var nødt til at kaste håndklædet i ringen.

- Jeg gik ned til min chef og sagde, at jeg var nødt til at sige op. Jeg havde så mange smerter, at jeg ikke længere kunne klare at passe mit arbejde. Dengang vidste jeg ikke, hvordan man skulle få hjælp, hvis man blev syg.

Afslag på fleksjob
Heldigvis accepterede Omars chef ikke bare en opsigelse. Han var glad for Omar, der har arbejdet i boligforeningen i 16 år, og ville gerne hjælpe ham.

- Min chef sygemeldte mig og hjalp mig med at få snakket med en jobkonsulent, fortæller Omar.

Men jobkonsulenten mente ikke, at rygsøjlegigt var slemt nok til, at Omar skulle bevilges fleksjob og tilbød i stedet en § 56, der ville give Omars arbejdsgiver refusion ved sygefravær. Men Omar havde brug for fast nedsat arbejdstid, som fleksjob giver mulighed for.

- Det var meget ubehageligt, at hun ikke tog mig alvorligt. Jeg elsker mit job og vil gerne arbejde, så jeg blev helt slået ud af, at hun åbenbart ikke troede på mig, siger Omar.

- Jeg har aldrig fået noget fra kommunen, og jeg vil da helst klare mig selv.

Nye boller på suppen
Omars chef var heldigvis fast besluttet på at hjælpe sin medarbejder, så han skrev til Serviceforbundet og bad om hjælp.

- Allerede næste dag ringede Torben Krüger, Serviceforbundets socialrådgiver, og sagde, at han ville hjælpe mig. Han kontaktede kommunen og fik indhentet mine papirer fra hospitalet, og så ville kommunen gerne tale med mig igen.

Torben Krüger fik arrangeret et nyt møde, hvor han tog med som Omars bisidder, og så kom der nye boller på suppen.

- Da Torben var med, gik det hele meget bedre. Pludselig blev jeg taget alvorligt. Så nu har jeg fået fastholdelsesfleksjob, så jeg kan blive i mit job, og det er jeg virkelig glad for. Det ville aldrig være sket uden hjælp fra min chef og Torben, siger Omar.

Jobcenteret gør folk mere syge
Omar er glad for, at han har fået hjælp til at blive ansat i fastholdelsesfleksjob. Men vejen dertil har været hård, og det er urimeligt, synes han.

- Jobcenteret er med til at gøre folk endnu mere syge, fordi vi bliver stressede af deres behandling. Jeg mener, det bør være en læge, der vurderer folks sygdom. Min sagsbehandler anede jo ikke, hvad rygsøjlegigt var, fortæller han.

Alle er glade
I dag arbejder Omar 10 timer om ugen og det er både han selv, hans arbejdsgiver og beboerne i boligforeningen glade for.

- Jeg kæmper stadig med smerter og træthed, og det går aldrig over. Men nu kan jeg komme hjem og slappe af, og jeg har fået overskud til at træne lidt hos min fysioterapeut. Jeg har også fået mere overskud til at klare opgaver derhjemme med rengøring, tøjvask, indkøb og den slags, som jeg havde svært ved at klare før.

På jobbet tager Omar sig af mindre opgaver, som ikke er så fysisk krævende, og det fungerer godt for alle.

- Jeg kan ikke klare tunge opgaver, men jeg kan skifte en pakning eller en stikkontakt og den slags. Det har mine kolleger heldigvis stor forståelse for, siger han.

En vigtig funktion
Der er en særlig grund til, at Omars chef er glad for at have Omar i boligforeningen. Han kommer nemlig fra Somalia og kan snakke med de mange beboere med somalisk baggrund.

- Der bor nogle unge drenge med indvandrerbaggrund, der går og keder sig. De trækker hurtigt racismekortet, hvis mine danske kolleger henvender sig. Men jeg kan godt sige til dem, at de skal lade være med at gøre de andre beboere utrygge, fortæller han.

Omar hjælper også de beboere, der ikke taler dansk.

- Der var en dame, der altid smed sit affald ved siden af containerne, og da jeg talte med hende, viste det sig, at hun ikke forstod, hvordan hun skulle sortere sit affald. Det hjalp, at jeg kunne tale hendes sprog. Her bor mange somalier, og de ved, at de skal tage fat i mig, når de har brug for hjælp.

Der er nu også mange etnisk danske beboere, der er glade for Omar. Han har nemlig altid tid til en lille snak.

- Her bor nogle ensomme ældre, og når jeg skal lave noget hos dem, bliver jeg altid og snakker i 5 minutter. De er trygge ved mig, fordi jeg har været her så længe.


Behold dit arbejde med fastholdelsesfleksjob

Med et fastholdelsesfleksjob kan du blive ansat i fleksjob på din nuværende eller seneste arbejdsplads.

Fleksjob er en ordning for borgere, der ikke kan klare et arbejde på almindelige vilkår på grund af sygdom eller skade, men som ikke er syge nok til at få førtidspension.

D­et betyder, at du som fleksjobber kan have job med mulighed for færre timer eller flere pauser, hvor det offentlige dækker din løn i de timer, du ikke kan arbejde.

Betingelser for at komme i fastholdelsesfleksjob

  • Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat, så du ikke kan arbejde på almindelige vilkår.
  • Alle muligheder for omplacering og genoptræning skal være undersøgt.
  • Du må ikke være berettiget til førtidspension.
  • Du skal være under 65 år.
  • Du skal have været ansat efter overenskomstens sociale kapitler i mindst 12 måneder.

Har du 6 år eller mindre til din pensionsalder, er kravene for at komme i fleksjob lempet. Det kan du læse mere om her