Bortset fra notargebyret, er det gratis at oprette fremtidsfuldmagt og testamente.
26. september 2022

Opret en fremtidsfuldmagt og et testamente gratis

Har du pensionsordning i PensionDanmark, kan du få sikkerhed om fremtiden med en fremtidsfuldmagt og et testamente, som skaber klarhed for dig og dine nærmeste.

Hvad skal der ske med dine værdier, hvis du bliver ramt af en ulykke eller sygdom? Det er ikke rart at tænke på, men det er en god idé at forholde til, så du sikrer dig selv og dine nærmeste bedst muligt, hvis uheldet skulle være ude.

Derfor tilbyder PensionDanmark alle medlemmer, at man gratis – via pension.dk – kan oprette en fremtidsfuldmagt og et testamente hos den juridiske rådgivningsportal LegalHero. Det eneste, du skal betale, er det obligatoriske notargebyr.

Hjælp til vigtige opgaver
En fremtidsfuldmagt giver andre lov til at tage beslutninger på dine vegne, hvis du kommer i en situation, hvor du ikke selv er i stand til det. Ved at lave fuldmagten vælger du, hvem der kan hjælpe dig med opgaver som: 

  • lave aftaler med din bank
  • søge om tilskud til din medicin
  • hjælpe med din boligsituation og søge om hjemmehjælp eller beskyttet bolig. 

Fremtidsfuldmagten gælder kun, hvis du kommer ud for en ulykke eller bliver alvorligt syg, og ikke længere selv kan træffe dine egne beslutninger.

Få styr på, hvem der arver 
Det er også en god idé at lave et testamente, så der er klarhed over, hvem der skal arve dine værdier. Det er især en god idé, hvis du:

  • har en samlever, du vil sikre
  • ønsker en bestemt fordeling af arven
  • ikke har arvinger og ønsker, at din formue skal gå til en forening eller organisation

Det er samtidig en god idé at tjekke, hvem der er indsat som begunstiget i din pensionsordning, da denne ikke automatisk følger dit testamente. Det kan gøres med ganske få klik ved at logge ind på PensionDanmarks hjemmeside - pension.dk

Sådan gør du
Har du din pensionsordning i PensionDanmark, kan du lave en fremtidsfuldmagt og få gratis hjælp fra en jurist. Når du har lavet din fremtidsfuldmagt, kan din samlever eller ægtefælle også lave en fremtidsfuldmagt gratis. Log ind på pension.dk/fremtidsfuldmagt

Du kan også gratis lave et testamente ved at logge ind på pension.dk/oprettestamente. Et testamente gælder som udgangspunkt ikke for din pension. Hvis dit testamente også skal gælde for din pension i PensionDanmark, skal du sende testamentet til PensionDanmark.

Du kan kontakte PensionDanmarks medlemsrådgivning på 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18.

Både fremtidsfuldmagt og testamente sker via den juridiske rådgivningsportal LegalHero. Det eneste, du skal betale, er gebyret til notaren, som gør din fremtidsfuldmagt eller dit testamente juridisk bindende. Det koster ca. 300 kr.