Der er gået flere penge ind på pensionskontoen i 2021. Foto: PensionDanmark
Der er gået flere penge ind på pensionskontoen i 2021. Foto: PensionDanmark
24. januar 2022

160.000 kroner ekstra på pensionskontoen i PensionDanmark i 2021

Medlemmer med pension i PensionDanmark kan glæde sig over, at pensionsopsparingen er vokset markant i 2021.

Det typiske medlem med pension i PensionDanmark har i 2021 fået 160.000 kroner ekstra ind på pensionskontoen.  Et medlem, der gik ind i året med en pensionsopsparing på 750.000 kroner, kan konstatere, at pensionsopsparingen i 2021 er vokset til 910.000 kroner. Pensionsindbetalingerne udgør 45.000 kroner, mens forrentningen af investeringerne har givet det typiske medlem 115.000 kroner ekstra på kontoen.

Tallene er baseret på medlemmer med en anciennitet på 12 år i PensionDanmark og kan variere fra medlem til medlem.

”2021 blev et rigtig godt investeringsår for PensionDanmarks medlemmer. For et typisk medlem betyder det, at pensionskontoen er vokset med i alt 22 procent i 2021. Det skyldes dels pensionsindbetalingerne, der er aftalt i overenskomsterne, samt det fine investeringsafkast,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Se, hvor meget din pensionsopsparing er vokset
Du kan tjekke, hvor meget din egen pensionsopsparing er vokset ved at logge ind på pension.dk eller på PensionDanmarks app ”Din pension”.

Hent appen ”Din Pension” i App Store eller Google Play