PensionDanmark
Foto: PensionDanmark
13. december 2021

Du kan justere risikoen i din pensionsopsparing

Din pensionsopsparing i PensionDanmark investeres med forskellig risiko afhængig af din alder. Du har større risiko i investeringerne som ung og mindre risiko, når du nærmer dig pensionsalderen. Men du kan også selv justere risikoen i din pensionsopsparing, så den bliver enten højere eller lavere.

PensionDanmark investerer dine penge i mange forskellige aktiver for at sprede din risiko og skabe det bedst mulige afkast, så du kan få mest muligt udbetalt, når du skal på pension. Når du er ung, er ca. 60 pct.  af din opsparing investeret i aktier, da de typisk har større risiko og giver et højt afkast over tid. I takt med at du bliver ældre, nedsætter PensionDanmark automatisk din investeringsrisiko. Det betyder, at investeringer med en højere risiko som fx aktier gradvist erstattes af mere stabile investeringer som fx obligationer, ejendomme og infrastruktur.

Sådan gør du 
Du kan selv ændre på, hvordan din opsparing skal investeres. Enten ved at investere med en højere eller lavere risiko, eller ved selv at vælge, hvilke puljer du vil investere i. Risiko og afkast hænger sammen, og vælger du fx en højere risiko, kan du opleve større udsving i din pensionsformue end ellers. Og husk: Din opsparing kan uanset din risikoprofil både stige og falde fra år til år.

Du kan justere din risiko i pensionsopsparingen ved at logge ind på pension.dk eller på PensionDanmarks app

Klik på: ”Opsparing”, derefter ”Investering” og endelig ”Tilpas dine investeringer”