Det er nemt at ændre i din pensionsordning. Det kan du blandt andet gøre på PensionDanmarks app. Foto: PensionDanmark
Det er nemt at ændre i din pensionsordning. Det kan du blandt andet gøre på PensionDanmarks app. Foto: PensionDanmark
18. november 2021

Husk, du har forsikringer i din pensionsordning

Med jævne mellemrum bør du tjekke din forsikring i forhold til din livssituation, så du betaler mindre ind til forsikringen og mere ind på pensionsordningen og omvendt.

Din pensionsordning i PensionDanmark er ikke kun en opsparing til pension. Du har også forsikringer, der sikrer dig økonomisk tryghed i arbejdslivet. Du er fx forsikret ved:

  • dødsfald
  • kritisk sygdom
  • førtidspension og seniorpension.

I tilfælde af dødsfald får dine efterladte udbetalt de penge, du har sparet op, og de er sikret et mindstebeløb på typisk 500.000 kr.

Får du en kritisk sygdom, kan du have ret til et skattefrit engangsbeløb på typisk 100.000 kr.

Bliver du tilkendt offentlig førtidspension og seniorpension, får du typisk 4.500-6.000 kr. om måneden frem til din folkepensionsalder.

Tilpas forsikringerne til dine behov
Du kan få endnu mere ud af forsikringerne ved at justere forsikringsbeløbene, så de passer bedre til dine behov. Hvis man fx stifter familie eller køber bolig, kan man have brug for en højere dækning på forsikringerne. 

Her kan du fx sætte engangsbeløbet ved førtidspension og seniorpension op fra 100.000 kr. til 200.000 kr. Det supplerende beløb ved førtidspension og seniorpension kan du sætte op til det dobbelte, så du i stedet får udbetalt 9.000 eller 12.000 kr. pr. måned. Forsikringen ved død, der som udgangspunkt er et mindstebeløb på 500.000 kr. til de efterladte, kan du sætte helt op til 1,25 mio. kr.

Hvis du omvendt er ung og single, kan det måske være en bedre ide at sænke forsikringsbeløbene, så du i den periode får mere ind på din pensionsopsparing. Det er nemlig sådan, at hvis du sætter forsikringsbeløbene op, sparer du lidt mindre op til pension. Sætter du forsikringsbeløbene ned, sparer du lidt mere op til pension.

Derfor er anbefalingen fra PensionDanmark, at du tjekker, om dine forsikringer stadig matcher behovene, når du kommer ud for større ændringer i sit liv.

Og det er nemt at justere beløbet på forsikringerne – enten på PensionDanmarks app (”Din Pension”) eller på hjemmesiden pension.dk. Du er også altid velkommen til at ringe til PensionDanmarks medlemsrådgivning på 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18.