Rasmus Schoop er fællestillidsrepræsentant for alle ejendomsfunktionærer i Baldersbo.
Rasmus Schoop er fællestillidsrepræsentant for alle ejendomsfunktionærer i Baldersbo.
Foto: Serviceforbundet
17. juni 2019

Når teknologien skaber tid og rum til mere nærvær

Baldersbo i Ballerup er et fremsynet boligselskab. Med investeringer i klimasikring og energibesparelse, gode fysiske rammer, kultur, ny teknologi og en flad struktur i organisationen, er der både effektiviseret, sparet penge og skabt gode arbejdsvilkår.

Rasmus Schoop er fællestillidsrepræsentant for alle ejendomsfunktionærer i Baldersbo. Han startede i Baldersbo i 2011.

- Baldersbo har en flad organisationsstruktur, hvor alle kan gå til kollegaer, ledelse, bestyrelser og direktør med gode ideer til, hvordan der kan optimeres på daglig basis og i et større fremtidsperspektiv. Gode ideer kvitteres med ros, fortæller Rasmus Schoop.

- Alle medarbejdere er top motiverede, har et godt sammenhold og et lavt sygefravær. Vores investeringer har givet et godt resultat, ikke kun for os medarbejdere, men også for beboerne. De sidste mange års fokus på en effektiv drift har betydet, at beboerne nu kan se frem til en huslejenedsættelse på omkring 500 kroner pr. måned. Vi har som medarbejdere mere tid til at yde en god og ikke mindst personlig service. Så vi kan roligt sige, at den nye teknologi har givet mere plads til nærhed.

Lang liste af projekter
I løbet af de 8 år, hvor Rasmus Schoop har været i Baldersbo, er der sket en kolossal udvikling. Ejendomsfunktionærerne, ejendomsinspektører og direktør har formået at omfavne nutidens krav om høj effektivitet til noget positivt. Den lange liste af projekter taler deres tydelige sprog.

2013-2014: 1,6 km kloakrør og 80 brønde bliver renoveret ved at skyde såkaldte ”kloakstrømper” ned i brøndene. Strømpen består af en særlig glasfiber eller fiberslange med polyester, epoxy eller silikat.

2016: Servicecenter Skovlunde (400 lejligheder) får nye badeværelser.

2016: Det nye beboer- og kulturhus bliver færdigt. Boligselskabet havde jorden til at bygge beboerhuset, men ikke råd til selv at bygge. Baldersbo slog sig sammen med dagligvarekæden Lidl. Dette samarbejde gav mulighed for at bygge et 2 etagers hus, hvor Lidl har butik i stueetagen og Balderbos nye beboerhus er på 1 sal.

2018: Der købes 140 robotter, som slår græsset i afdelingernes grønne områder. Robotterne sparer hvert servicecenter for 400.000-500.000 kroner. Robotterne styres via en app på mobiltelefonen. Dertil har robotterne også indbygget GPS.

2018: Alle ejendomsfunktionærer er på blikkenslagerkursus og kan nu varetage de fleste blikkenslageropgaver selv. Det har medført en besparelse på en million kroner.

2018: Investering i nye miljørigtige vaskemaskiner og besparelser på strømmen med 32,5 procent. 

2018-2019: Renovering af 9 legepladser. Ejendomsfunktionærerne tager selv de gamle legepladser ned og kører dem væk.

2019: Alle ugeplaner og opgaver går fra papirform til det digitale app-system Trello.

Her kommer dagens opgaver ind på smarttelefonerne, og der registreres, når opgaven er udført.


Vigtige nyheder